Hvem er kilden egentlig, og hvordan finder du ud af det?

På kurset er det næsten altid det samme spørgsmål, der kommer først: hvordan ved jeg, om jeg kan stole på den her kilde? Spørgsmålet er rimeligt, men det er sjældent det rigtige at starte med. Tillid er et resultat, ikke et udgangspunkt. Før du kan svare, skal du vide, hvem kilden er, hvad den har haft mulighed for at vide, og hvad den kan have interesse i, at du tror.

Jeg har undervist i kildekritik i mange efterår, og mønstret er stabilt. Deltagerne leder efter et ja eller nej, mens kildevurdering egentlig er en række små afklaringer, som tilsammen giver et billede. Nogle kilder er troværdige på ét område og upålidelige på et andet. En læge kan have fuld ret om en behandling og alligevel tage fejl om sundhedspolitik. Derfor deler vi vurderingen op i tre dele, som du kan tage med ind i din egen hverdag.

Begynd med identiteten, og vær nøjeregnende. Er personen den, vedkommende udgiver sig for at være? Kan du finde en uafhængig bekræftelse af titel, arbejdsgiver eller rolle, for eksempel i en officiel oversigt, en tidligere omtale eller via en kollega, der kender personen? Et profilbillede og en pæn titel i en profiltekst er ikke dokumentation.

Spørg dernæst, hvilken position kilden taler fra. Er det et øjenvidne, en ekspert, en talsperson, en privatperson med en mening eller en anonym konto? Det afgør, hvad du kan bruge udsagnet til. Et øjenvidne kan fortælle, hvad det så, men ikke nødvendigvis hvorfor det skete. En talsperson taler på en organisations vegne og vil naturligt vælge sine ord. Skriv positionen ned i din notesbog, før du går videre, så du ikke glemmer den, når citatet skal bruges.

• Find mindst én uafhængig bekræftelse af identiteten
• Notér kildens rolle: øjenvidne, ekspert, talsperson eller andet
• Gem skærmbillede og dato, hvis profilen kan ændre sig

Mange kilder er helt ægte og alligevel dårligt placeret. Spørg, om kilden har set tingene selv, har det fra anden hånd eller blot gentager noget, den har læst. Hver ekstra mellemstation øger risikoen for, at noget er forvrænget eller gået tabt. En nærhedskæde fra begivenhed til kilde er det mest nyttige redskab, jeg kan give dig.

Se også på tid og sted. Var kilden til stede dengang, eller taler den om noget, der skete for år tilbage? Har den adgang til dokumenter, eller baserer den sig på hukommelse? På øvelsesholdet beder jeg deltagerne tegne kæden op på papir. Det tager få minutter og afslører ofte, at tre kilder, der lyder uafhængige, i virkeligheden bygger på den samme oprindelige oplysning. Så har du kun én kilde, ikke tre.

At en kilde har en interesse, gør den ikke automatisk uanvendelig. Det gør den bare til en kilde, hvis udsagn du skal behandle med den rette forsigtighed. Spørg, hvad kilden vinder eller taber ved, at du bringer historien, og hvem der betaler for eller støtter dens arbejde. En brancheorganisation, en konkurrent og en uafhængig forsker kan alle have noget at sige om samme sag, men de siger det ikke fra samme sted.

Interesser er ikke kun økonomiske. De kan handle om omdømme, loyalitet, politisk overbevisning eller blot ønsket om at blive hørt. Jeg opfordrer deltagerne til at skrive interessen ned i neutrale ord uden at dømme. Når du senere skal formulere dig i teksten, kan du være åben om det, der er relevant for læseren, uden at lægge skjulte anklager ind i sætningerne.

• Hvem betaler for kildens arbejde eller udtalelse?
• Hvad vinder eller taber kilden ved dit indslag?
• Er der tidligere samarbejde eller konflikt med sagens parter?

Vælg en kilde, du selv har brugt for nylig, og gennemgå den med de tre led. Sæt en halv time af og skriv tre korte afsnit: hvem kilden er, hvad den vidste og hvordan, og hvilke interesser der kan spille ind. Find mindst ét punkt, du ikke kan dokumentere, og notér, hvad du ville gøre for at få det belyst.

Mange oplever, at øvelsen er ubehagelig første gang, fordi den afslører, hvor meget man tidligere har taget for givet. Det er netop meningen. Efter nogle gange bliver de tre spørgsmål en vane, der kører i baggrunden, når du læser en pressemeddelelse eller får en tipsmail. Du behøver ikke alle svar for at publicere, men du skal vide, hvilke du mangler, og kunne sige det højt til en kollega.

Nogle gange løber du tør for tid, eller kilden vil ikke svare. Så er spørgsmålet ikke længere, om du kan stole på kilden, men hvad du kan tillade dig at skrive. Du kan beskrive kilden præcist og lade læseren se, hvad du ved og ikke ved. Formuleringer som at oplysningen ikke har kunnet bekræftes uafhængigt er ærlige og nyttige.

Det er også en gyldig beslutning at vente. En redaktion, der ved, hvor grænsen for dokumentation går, er mere tryg ved at sige nej til en historie, end en der aldrig har talt om det. Skriv grænsen ind i jeres tjekliste, så beslutningen ikke afhænger af, hvem der har vagten. Så bliver kildevurdering en fælles praksis og ikke en enkelt persons mavefornemmelse.