Start med at skrive påstanden ned ordret
Mange fejl i faktatjek opstår, fordi man tjekker noget andet end det, der faktisk blev sagt. Skriv derfor påstanden ned med præcis de ord, den blev fremsat i, og noter hvem der sagde den, hvornår og i hvilken sammenhæng. En overskrift, et citat i en tråd og en sætning fra en pressemeddelelse er tre forskellige ting, selv om de lyder ens.
Når du har ordlyden, så læs den langsomt og find de dele, der kan bekræftes. Et tal, en dato, et sted, en årsagssammenhæng og en vurdering er forskellige slags udsagn og kræver forskellig dokumentation. Det er ofte her, du opdager, at en påstand, der virkede enkel, i virkeligheden består af flere led, hvoraf kun nogle kan tjekkes.
Spørg dig selv, om du ville kunne forklare en kollega præcis, hvad du er ved at undersøge. Kan du ikke det, er påstanden ikke afgrænset nok endnu, og så er det for tidligt at begynde at lede efter kilder.
- Skriv ordlyden ned, ikke din egen gengivelse
- Notér afsender, tidspunkt og sammenhæng
- Skil tal, årsager og vurderinger ad
Del påstanden op i led, der kan prøves hver for sig
En sammensat påstand kan være delvist rigtig. Hvis nogen siger, at en kommune har skåret budgettet med en femtedel, og at det har ført til flere klager, er der mindst to led: størrelsen af nedskæringen og sammenhængen med klagerne. Det første kan måske dokumenteres med et regnskab, det andet kræver et helt andet slags belæg.
Giv hvert led sin egen linje i dine noter, og skriv ved siden af, hvilken type dokumentation der ville være nok. Et regnskab, en afgørelse, en måling, et vidneudsagn eller en optagelse har forskellig vægt, og det hjælper at beslutte på forhånd, hvad du vil acceptere som tilstrækkeligt, før du ser, hvad du finder.
Den metode gør det også lettere at samarbejde. Når en anden på redaktionen åbner dine noter, kan vedkommende se, hvilke led der er afklaret, og hvilke der stadig står åbne, uden at skulle spørge dig.
- Ét led pr. linje i noterne
- Angiv på forhånd, hvad der tæller som tilstrækkeligt belæg
Find den primære kilde, ikke den seneste gengivelse
Når en påstand har været citeret flere gange, ligner den hurtigt noget, alle ved. Det er et advarselstegn, ikke en bekræftelse. Følg henvisningerne baglæns: Hvem citerer hvem, og hvor står tallet første gang? Ofte ender kæden i en rapport, et datasæt eller en udtalelse, som er blevet forkortet undervejs.
Læs selv den primære kilde, og læs den i fuld længde. Se på definitioner, fodnoter og tidsperiode, for det er typisk i dem, nuancerne ligger. Et tal om ’arbejdsløse’ kan dække forskellige grupper afhængigt af, hvordan begrebet er afgrænset, og en gengivelse overser det let.
Kan du ikke finde den primære kilde, så skriv det ned som et resultat i sig selv. Det er information, at påstanden ikke kan føres tilbage til noget, og det påvirker, hvordan du bør omtale den.
- Følg henvisningerne baglæns til første forekomst
- Læs definitioner og fodnoter i originalen
- Notér, hvis kilden ikke kan findes
Vurder, hvad kilden vidste, og hvad den kunne have interesse i
En primær kilde er ikke automatisk neutral. Spørg, om afsenderen var tæt nok på forholdet til at vide det, eller om vedkommende selv gengiver noget andet. Spørg også, hvem der har gavn af, at påstanden bliver troet. Det betyder ikke, at interesserede kilder tager fejl, men at du bør søge uafhængig bekræftelse for de dele, der bærer din pointe.
Brug gerne to uafhængige veje til samme led, for eksempel et dokument og en person, der ikke kender hinanden. Er begge i virkeligheden afhængige af samme oprindelige udsagn, har du kun én kilde, selv om det ser ud som to.
Noter til sidst, hvor sikker du er på hvert led. En enkel skala med bekræftet, sandsynligt, uafklaret og afkræftet er nok. Det tvinger dig til at være ærlig om, hvor din dokumentation holder, og hvor den er tynd.
- Tjek, om kilden var tæt nok på til at vide det
- Kræv uafhængig bekræftelse af bærende led
- Brug en enkel sikkerhedsskala i noterne
Gem sporet, så andre kan følge dit arbejde
Et tjek, der kun findes i dit hoved, kan ikke forsvares, hvis nogen spørger. Gem links, filnavne, datoer for hvornår du så en side, og skærmbilleder af indhold, der kan ændre sig. Skriv også, hvem du talte med, og hvad der blev sagt, mens du husker det.
Lav en kort opsummering øverst i dine noter: påstand, led, kilder, vurdering. Den skal kunne læses på under et minut af en redaktør, der ikke har fulgt arbejdet. Mangler der noget i den, mangler der sandsynligvis også noget i tjekket.
Det er ikke bureaukrati for bureaukratiets skyld. Hvis du senere må rette, er det sporet, der gør det muligt hurtigt at se, hvilket led der var forkert, og hvorfor.
- Gem links, datoer og skærmbilleder
- Skriv en minutlang opsummering øverst
Beslut, hvad du kan sige, og hvordan du formulerer det
Til sidst skal du afgøre, hvad du kan stå inde for. Ofte er svaret ikke ja eller nej, men noget i mellem: et led er dokumenteret, et andet er sandsynligt, et tredje kan ikke afgøres. Formuler dig i overensstemmelse med det, og lad være med at runde op, fordi historien bliver bedre af det.
Overvej, om du skal vente. Hvis et bærende led stadig er uafklaret, og intet haster, er det ofte det rigtige at vente på svar fra en kilde frem for at publicere med forbehold, som læseren alligevel ikke vil lægge mærke til.
Tag til sidst et sidste kig på din ordlyd. Siger din tekst mere end dit bevismateriale? Så justér teksten, ikke beviset.
- Formulér dig i takt med dokumentationens styrke
- Vent, hvis et bærende led er uafklaret og intet haster
Listen er kort, men den tvinger dig til at gå trin for trin: ordlyd, led, primær kilde, kildens motiver, spor og formulering. Ingen af dem kræver særligt udstyr, kun disciplin og lidt tid. Brug den som en pause før publicering, også når du har travlt. De fleste fejl opdager man ikke ved at tjekke mere, men ved at tjekke i en bestemt rækkefølge.